Åbent hus i foreningen

Arrangementsguide

Hvis man er en forening, der laver aktiviteter i naturen, er Naturens Uge en oplagt mulighed for at lave et ”Åbent hus-arrangement”, hvor lokalbefolkningen kan komme og prøve, hvordan det er at være spejder, kajakroer, vandrer, eller hvad det nu er for en aktivitet, man dyrker.

Hvem vil du gerne have, der skal komme?

Før man planlægger, hvilke aktiviteter man vil lave, er det vigtigt at gøre sig nogle tanker om, hvem man gerne vil have til at komme til ens arrangement. Er det f.eks. børnefamilier, man gerne vil have til at komme – dem er der ofte mange af i Naturens Uge – så skal aktiviteterne være målrettet dem, så de er interessante for både børn og voksne.

Hvilke aktiviteter kan du lave?

Udover at det er oplagt at lade gæsterne høre om og prøve den aktivitet, man dyrker i foreningen, så handler Naturens Uge jo om den natur, som alle os der dyrker friluftsliv, har en stor kærlighed til. Herunder er der nogle idéer til aktiviteter, hvor man får gæsterne til at forholde sig til naturen. Nedenstående aktiviteter er lette at organiserer, og kræver ikke stor bemanding:

  • En quiz med spørgsmål om den lokale natur og friluftsaktiviteter (kan være en traditionel quiz på papir eller via en app som Woop)
  • En skattejagt hvor deltagerne skal finde forskellige genstande i naturen
  • Naturbingo – bingoplader med motiver af ting fra naturen, som krydses af, når man ser dem. I kan lave jeres egen bingoplade med ting, I kan finde i jeres lokale natur. Pladerne kan printes til alle deltagere. I kan også starte aktiviteten med at have fundet fem ting i den lokale natur, som lægges frem, så deltagerne kan se dem. Nu skal deltagerne selv ud i naturen og se, om de kan finde de fem ting. I kan se en video om naturbingo her.

Det er også et sikkert hit at have noget spiseligt at byde på. Det kan være en aktivitet i sig selv, hvis deltagerne er med til at samle ingredienser til madlavningen i den lokale natur, og er med i tilberedningen (gerne over bål), men det kan også være mere enkelt, som servering af smagsprøver, eller snobrød over bål. Find mere inspiration her.

Endelig kan det være fint at have en lille ting, som gæsterne kan få med hjem, der kan fungere som en ”krog”, der får dem til at huske oplevelsen længere. Det kan være små ting som Naturens Uge fake tattos eller lignende.

Sådan får du folk til at komme

Når man har lavet et fedt arrangement, er det ærgerligt, hvis der kun kommer få gæster, fordi kun få har hørt om det. Når man tilmelder sig til Naturens Uge på www.naturensuge.dk, så kommer man med i arrangementsoversigten, hvilket gør at folk kan finde ens arrangement via den kanal. Men for at nå så bredt ud som muligt er det vigtigt, at man gør en indsats for at komme ud via andre kanaler.

  • Del dit arrangement på din Facebook-væg og i Facebook-grupper ved at bruge linket fra dit arrangement, der ligger på naturensuge.dk
  • Du kan også oprette en begivenhed på Facebook og invitere folk direkte - link evt. ind til dit arrangement, der ligger på naturensuge.dk
  • Send en pressemeddelelse til den lokale presse og ring til lokalpressen for at informere om arrangementet. Hent en vejledning til, hvordan I skriver en god pressemeddelelse.
  • Del arrangementet på Skoleintra (elektronisk opslagstavle)
  • Hæng plakater op på biblioteket og i det lokale supermarked

Læs mere og download logoer mv. her

Det skal du bruge

Nedenstående er en bruttomaterialeliste. Alt efter hvilke af ovenstående aktiviteter I vælger at lave, kan forskellige af elementerne fra listen være relevant for jer.

Synlighedsmaterialer:

  • Plakater til markedsføring af jeres arrangement. Kan downloades her.
  • Naturens Uge beachflag eller Banner til at skabe synlighed og lede gæsterne det rigtige sted hen
  • Noget beklædning til at synliggøre de frivillige

Aktivitetsmaterialer:

  • Brænde og optænding, hvis der skal laves bål
  • Snobrødsdej eller andet spiseligt
  • Woop app: Læs mere om appen her.
  • Naturens Uge fake tattos til børneaktivitet eller lille gave
  • Små præmier til dem, der fuldfører skattejagt, quiz o. lign.

Hvad med økonomien?

De her beskrevne aktiviteter kan gøres forholdsvis billigt og nok rummes inden for de fleste foreningsbudgetter. Men hvis man laver aktiviteter, som koster noget mere i materialer mv., kan man godt tage et mindre deltagergebyr. De fleste gæster vil også være indstillede på at betale, hvis der servers mad og drikke.

Laver man et arrangement der er udover, hvad foreningens økonomi kan klare - f.eks. hvis det kræver anskaffelse af dyrt grej - kan I overveje at søge fonde, kommunale puljer eller sponsorater fra det lokale erhvervsliv. Husk at være ude i god tid.
Her kan I finde vejledning til søgning af puljer hos Udlodningsmidlerne til friluftsliv og Nordea Fondens pulje "Liv i det lokale".

Har du tænkt på...

  • En plan B, hvis det bliver regnvejr (et sted at søge ly og evt. alternative aktiviteter).
  • At undersøge om jeres arrangement kræver særlige tilladelser. F.eks. hvis der skal opsættes udstyr eller afmærkninger på offentlige arealer.
  • Hvordan I sikrer god hygiejne i forbindelse med servering af mad. Kan I have vand med, så der kan vaskes hænder? Skal der frysebokse med for at holde maden kold? Er der plads til at håndtere fødevarerne, så de ikke kontamineres etc.
  • Om der er nogle sikkerhedsaspekter I skal have styr på i forbindelse med arrangementet. F.eks. har I vand til at slukke bålet, har I førstehjælpsudstyr med, etc.